Uran

Uran er et meget almindeligt forekommende metal, der findes i grundfjeldet verden over.

 

Man bryder primært uran i Canada og Australien, men også i Namibia, Sydafrika, Kasakhstan, Usbekistan og Rusland.

 

 

Opdagelsen af kernespaltning

Urans første anvendelsesområde var som farvestof. I slutningen af det 19. århundrede opdagede man, at uran var radioaktivt, og siden har man udnyttet dets stråling i sundhedsvæsnet. I 1938 opdagede videnskabsfolk, at der ved spaltning af urankerner blev frembragt store mængder energi. Det er denne teknologi – kernespaltning – man bruger på kernekraftværkerne i dag.

 

Et højt energiindhold

Uran har et meget højt indhold af energi og kan bruges som brændsel i en kernereaktor i cirka fem år, før det skal udskiftes. Et kilo uran svarer energimæssigt til 90 tons kul.

 

Fremtiden

Der er i dag 25 kernereaktorer under opførelse i en række lande, deriblandt Finland, Japan, Kina, Rusland, USA og Indien. Yderligere cirka 10 lande planlægger at opføre flere anlæg. Kernekraftulykker i Harrisburg, USA i 1979 og i Tjernobyl i 1986 har fået mange lande til at tage spørgsmålet om kernekraft op til fornyet overvejelse. EU har dog for nyligt slået fast, at det vil være vanskeligt at opfylde kravene i Kyoto-protokollen (om begrænsning af drivhusgasserne) uden brug af kernekraft. Kernekraftens andel af elproduktionen:

 

 

Uran kan bruges i

• Kernekraftværker