23-04-2010
Kreative gymnasieelever dystede på Fynsværket
Hvordan undgår man, at badeforhænget suger sig ind mod kroppen, når man er i brusebad? Hvad skal der til for, at man er sikker på, bilerne holder tilbage, når man går over fodgængerovergangen? Og hvad kan man gøre for ikke at skride på de højhælede sko?
Svarene på disse spørgsmål og mange flere blev præsenteret på Fynsværket fredag den 16. april, da omkring 50 personer var mødt frem til den regionale finale i konkurrencen Science Cup. Men det var projektet ”Truck stopper” - et produkt, som skal hindre højresvingsulykker med lastbiler – der løb af med sejren.
Foto: Vattenfall
Vinderne Jonas Dyrup Christensen, Joachim Rosenkilde Clausen, Rasmus Lindholm og Laurits Ivar Anesen fra Kold College.
Konkurrencen, der er blevet til i samarbejde med Undervisningsministeriet, Ingeniørforeningen og DI, opfordrer gymnasieelever til at udvikle innovative løsninger til problemer inden for de naturvidenskabelige og tekniske fag.
Dommerne vurderede i alt 10 projekter i denne regionale finale. De varierede og spændende ideer strakte sig lige fra, hvordan man undgår, at badeforhænget suger sig ind mod kroppen, når man er i brusebad, til det intelligente gulv, som slukker lyset, når man går ud af et rum. En af begrundelserne, for at det blev ”Truck stopper”, som vandt, var følgende:
- Projektet er meget gennemarbejdet og yderst opfindsomt, ydermere inden for et område, der har været genstand for forskellige innovative løsninger, som endnu ikke har løst problemet. Løsningen og specielt prototypen er overbevisende, og hele projektet bærer tydeligt præg af at være gennemtænkt og gennemarbejdet både naturvidenskabeligt og teknisk.
Fynsværkets kraftværkchef Klaus Winther, som ud over at have værtsrollen også var en af dommerne, udtaler:
- Både de naturvidenskabelige fag og innovation er særdeles vigtige i energibranchen og noget, der vil være stort brug for i fremtiden. Derfor er det glædeligt for Vattenfall at deltage i dette arrangement ved at lægge hus til. Vi håber naturligvis også, at vi på denne måde kan være med til at vække interesse for kraftværksbranchen hos eleverne.
Foto: Vattenfall
Kraftværkchef Klaus Winther
Vinderne af den regionale finale på Fyn kan nu glæde sig over æren og til at deltage i den landsdækkende finale, der løber af stablen i København i maj.
Gå direkte til::Toppen af siden
,
Søg
,
Hovedmenu
,
undermenu
,
metamenu
,
Toppen af siden