Fynsværket
Med en helt ny halmfyret blok, placerer Fynsværket sig i førerfeltet blandt de danske kraftværker, der aktivt gør en indsats for miljø og klima. 245.000 tons mindre CO2 er resultatet af Vattenfalls investering i det fynske halmanlæg.
Siden 1953 har Fynsværket leveret energi til Odense og resten af Fyn. Der er 2 aktive kraftværksblokke, samt 3 affaldslinjer på Fynsværket. Anlæggene producerer elektricitet til det nordiske elnet og fjernvarme, der leveres til store dele af Fyn.
Blok 8, der er fra 2009, er halmfyret. Der skal minimum brændes 150.000 tons halm om året, men det forventede niveau er dog endnu højere, nemlig ca. 170.000 tons. Effekten af blokken er 34 MW el og 84 MJ/s varme eller 130 MJ/s varme og ingen el, når blokken kører i bypass og med røggaskondensering. Ved afbrænding af 170.000 tons halm produceres der omkring 200 millioner kWh el svarende til forbruget i ca. 40.000 husstande. Varmeproduktionen kan dække varmebehovet i ca. 20.000 husstande og dækker omkring 15 % af Odenses varmebehov.
Blok 7, der er fra 1991, anvender kul og olie som brændsel. Effekten er på max. 405 MW el og 570 MJ/s varme. Det årlige kulforbrug er ca. 750.000 tons. Siden 2010 har det været muligt at tilføre ca. 1 % af den indfyrede effekt i form af gas fra den nærliggende losseplads Stige Ø. Derudover arbejder vi med et testanlæg til afbrænding af diverse biobrændsler sammen med kul.
Odense Kraftvarmeværk, som er en del af Vattenfall Fynsværket, består af 3 affaldsfyrede enheder. Anlæggene kan tilsammen producere 24 MW el og 79 MJ/s varme. Der brændes årligt mere end 270.000 tons affald, hvilket giver en produktion på omkring 160 millioner kWh el samt 1.900 TJ varme.
Fynsværket er udstyret med en fjernvarmeakkumulator på 75.000 kubikmeter. Tanken fungerer som en kæmpe termoflaske og bruges til at oplagre varmt vand, mens værket er i drift. I de perioder, hvor værket ikke producerer, kan det opsamlede varme vand benyttes i fjernvarmenettet.
Miljø og klima
Blok 7 er foruden et posefilter til opsamling af flyveaske også forsynet med afsvovlingsanlæg, der opsamler mere end 97 % af den svovl, der frigives ved forbrænding af kul. Blok 7 er desuden forsynet med et DeNOx-anlæg til fjernelse af kvælstofilter.
Halmen på blok 8 erstatter omkring 100.000 tons kul og reducerer dermed udledningen af CO2 med ca. 245.000 tons årligt.
Fynsværket er certificeret efter den internationale miljøstandard ISO 14001.
Gå direkte til::Toppen af siden , Søg , Hovedmenu , undermenu , metamenu , Toppen af siden
